Witcherature – 13 bøger om hekseri og trolddom

af Marie Groth Bastiansen, redaktør

De sidste par år har, både herhjemme og i udlandet, budt på adskillige nye romaner, der alle kredser om heksen som litterær karakter – heriblandt Olga Ravns roman Voksbarnet (Gyldendal, 2023) og Margaret Meyers debutroman Hekseflod (Lindhardt og Ringhof, 2023).

Heksen er naturligvis ikke ny i litteraturen, men hun rider på en bølge af fornyet interesse i disse tider. (Vi har sågar fået et heksemuseum i Ribe for et par år siden) Denne litterære tendens eller genre med heksen i fokus er blevet kaldt for witcherature. I denne type litteratur tager man udgangspunkt i, og interesserer sig for, de forfærdelige forbrydelser, kvinder blev udsat for under hekseforfølgelserne i 1500-1600-tallet over hele verden. Og i solidaritet med de mange kvinder, der blev stemplet og slået ihjel som hekse, vækkes de nu til live i hekselitteraturen.

“Hvor der er mange kvinder, er der mange hekse”

Ovenstående citat er hentet fra Olga Ravns roman Voksbarnet, som blev til i forbindelse med teaterforestillingen Hex, der blev opført på Det Kongelige Teater. Både stykket og romanen handler om den ugifte adelskvinde Christenze Kruckow, der anklages for at være heks og derfor må flygte fra sit hjem på Sydfyn til Nordjylland. Her bliver hun budt velkommen i et kvindefællesskab med den dragende Maren Kneppis i centrum. Det lykkes imidlertid ikke Christenze Kruckow at undslippe sit trolddomsrygte om hendes magiske voksbarn.

Voksbarnet er en fortælling om kvindefællesskaber og -skæbner baseret på virkelige hændelser, der fandt sted under den grufulde heksejagt i 1600-tallets Nordjylland.

Gennem romanen får vi et indblik i, hvem de hekseanklagede egentlig var. Et gennemgående træk blandt dem er, at de som oftest var kvinder, ugifte, havde såkaldte “særlige evner” (det kunne eksempelvis være kendskab til naturmedicin) eller ganske enkelt bare levede deres liv på en anderledes måde end flertallet gjorde på det tidspunkt – for eksempel som del af et kvindeligt fællesskab, som det netop er tilfældet i Voksbarnet.

I romanen Hekseflod møder vi Martha Hallybread, som er jordemor og healer, Alle kender Martha, men ingen kan huske hendes stemme mere, for hun har ikke talt i årevis. Da heksejagten kommer til Cleftwater, bliver Martha hvervet til at undersøge de anklagede kvinders kroppe for beviser. For at beskytte sig selv og sine venner, genopliver Martha i desperation en heksedukke, i håbet om at den vil bringe hende beskyttelse. Men snart vender tidevandet; tiden løber ud. 

I lighed med Voksbarnet er også Hekseflod inspireret af virkelige historiske hændelser og er et forsøg på at lade fortidens stumme kvinder komme til orde. Romanen indledes endda med ordene: “(…) til de kvinder, der blev ofre for heksejagten i East Anglia i 1645-47: På disse sider huskes I.” (Læs i øvrigt mere om bogen her.)

Heksefeberen rasede i en tid, hvor man havde brug for at kunne forklare hændelser, som på det tidspunkt var uforklarlige. Den ugifte “særlige” kvinde har været et let offer, idet hun stod uden en mands beskyttelse og dermed nemmere kunne dømmes. Det kunne endda tænkes, at især magtfulde mænd (og deres hustruer) – som vi netop er vidne til i Voksbarnet – har følt sig truede af kvinder, der levede et liv uden ægtemænd. Set med datidens øjne har mænd sandsynligvis opfattet de hekseanklagede kvinder som “farlige” og som en trussel, når de sådan kunne klare sig uden en mand (!).

Her kan man måske ane en forbindelse til i hvert fald nogle mænds opfattelse af rødstrømperne, der fra slutningen af 1960’erne gjorde oprør mod den traditionelle kvindeopfattelse. Tænk, at mange af dem foretrak kvindefællesskabet i form af kvindefestivaler med rene kvindebands, kvindehuse, kvindekunst og kvindelitteratur frem for det, de opfattede som en mandsdomineret kultur. Da den stereotype kvinderolle stod for skud under kvindekampen, blev heksefiguren da også brugt som symbolsk frontfigur – den hekseanklagede Maren Splids (ca. 1600-1641) lagde eksempelvis navn til tidsskriftet Maren Splids, som i årene 1974-75 blev udgivet af Dansk Kvindesamfund.

Hvad skal vi med hekse?

I sit essay fra 1976, Hvad skal vi med Hexe? (udgivet i essaysamlingen Brøg, forlaget Rhodos, 1980) skriver forfatter Suzanne Brøgger, at hun altid har haft en forkærlighed for heksen. Og hun er ikke alene, som hun skriver, og henviser foruden det førnævnte tidsskrift til det franske kvindeblad Sorcières og lader sig således bekræfte i sin antagelse om, at vi har brug for hekse. Men hvorfor hekse?, spørger hun gentagende gange i løbet af essayet og svarer:

“Fordi de danser. De danser vilde danse på engene i måneskin. De er vilde, sådan som den hvide mand har karakteriseret jordens andre racer, vilde, sådan som fagforeningerne stempler en særlig type strejker. Hexene flyver, fordi de er lette. De underkaster sig ingen love, heller ikke tyngdekraftens.”

Her fremstilles heksen som den “vilde” kvinde. Kvinden, der ikke lader sig tøjle. Den uregerlige kvinde, som man(d) ikke kan kontrollere. En kvinde, som danser vilde danse på engene i måneskin, hvis hun har lyst.

“Fordi de synger. De skriger og hyler og hvisker og stønner. Vi har ellers altid fået at vide, at vi skulle tie i forsamlinger. Vi er blevet bragt til tavshed, så at vi ikke længere ved, hvem vi er. (…)“

Heksen er altså en kvinde, der “larmer”. Hun taler højt og ytrer sine tanker, følelser og meninger. Heller ikke her lader hun sig styre, og så er det bedst, at man(d) får lukket munden på hende.

“Fordi de er levende. I direkte kontakt med naturen og kroppen, deres egen og andres. (…) Hexene kunne helbrede. Og forgifte, De havde ingen ‘overnaturlig’ viden, men de vidste, de var en del af naturen, de kendte planternes virkning og forebyggende midler, de var ‘herre’ over forløsning og aborter. Men den krops-magt var kirken og videnskaben for broget. (…)“

Det at kende til kroppen og naturen er blevet opfattet som noget overnaturligt. Det var ikke noget, som almindelige mennesker havde kendskab til, og derfor måtte det være djævelskab, hvis en tilsyneladende almindelig kvinde (dvs. uden medicinsk uddannelse) kendte til eksempelvis lægeurter og fosterfordrivelse.

“Fordi de nyder. Man har bildt kvinderne ind, at de er kyske og frigide, for bedre at afgrænse lysten i den maskuline norm for erobring og ejendom. I virkeligheden er kvindernes nydelse så voldsom, overskridende, åben og dødelig, at mændene ikke er kommet over det endnu. Af bar angst har de brændt så mange kvinder – otte millioner på to århundreder – at man må tro, de var ude på at udrydde kvindekønnet fra jordens overflade. (…) Man(d) siger, at hexene besad en magisk kraft, men den var ikke magisk, den var sexuel. Den kom ikke fra Satan eller Gud, men var udtryk for underbevidsthedens kræfter. Kroppens kræfter.”

Kvindens seksualitet er altså – ifølge Brøgger – skræmmende for manden. Hvis den potentielt er forbundet med større nydelse og mere naturlig vildskab end mandens, hvordan fastholder man(d) så kontrollen – over kvinden såvel som over sig selv? Man opfinder et kvindeideal, hvor kvinden fremstår from og kysk og kalder “afvigerne” for hekse!

Førende hekseekspert var dansk

I sin doktordisputats fra 1981 – Heksenes advokat. Historiens største hekseproces – henviser den danske folkemindeforsker, Gustav Henningsen, til den spanske inkvisator Alonso de Salazar (1564-1636) og hans undersøgelse af heksetroens psykologiske og sociologiske grundlag (som i øvrigt blev historiens første videnskabelige undersøgelse af emnet), hvori han konkluderer, at hekse i virkeligheden aldrig har eksisteret, men først opstod som koncept i det øjeblik, man fandt på at tale og skrive om dem.

I forlængelse af Salazars rapporter fra hekseundersøgelsen – som det i øvrigt var Gustav Henningsen, der tilfældigt fandt i inkvisitionens hemmelige arkiver i Madrid mange år senere – peger Henningsen på, “at heksegalskaben i sit væsen ligner de store kollektive neuroser fra nyere tid som eksempelvis jødeforfølgelserne, og at det karakteristiske ved denne mytedannelse er, at den gennem tiden bliver ved med at vende tilbage i nye og mere tilforladelige forklædninger.” Det vil til hver en tid være et udtryk for det samme tilbagevendende behov i samfundet: at udpege en prygelknabe og en fælles fjende.

Henningsens doktordisputats og de afgørende nybrud i forståelsen af hekseforfølgelserne, som præsenteres heri, førte til en fornyet international interesse for emnet og til en nuancering af opfattelsen af inkvisitionen – og gjorde Henningsen til en internationalt anerkendt ekspert på området.

13 bøger om hekseri, trolddom og djævletro

Her på forlaget Saga Danmark har vi som led i vores retrodigitaliseringsprojekt – og inspireret af hele witcherature-trenden – gennem længere tid fokuseret på at finde frem til bøger om hekseri og trolddom med henblik på at udgive dem digitalt, så man har mulighed for at fordybe sig yderligere i de historiske begivenheder, hvis man (som denne redaktør) interesserer sig for hekselitteraturen, hekseforfølgelserne og heksen som fænomen.

Vi har blandt andet digitaliseret føromtalte Gustav Henningsens doktordisputats Heksenes advokat (1981) samt Jens Christian V. Johansens doktordisputats Da Djævelen var ude (1991), som i dag fortsat anses for at være grundbogen inden for forskning i dansk trolddom.

I anledning af den forestående sankthansaften – hvor vi jo mindes de mange uretfærdig dømte hekse i stedet for at brænde dem på bålet! – fremhæves her et udvalg af vores bøger om emnet.

Vi vil fred her til lands!

Du kan finde alle de omtalte titler hos din foretrukne onlineforhandler, digitale bibliotek eller abonnementstjeneste for download eller streaming af indhold.